Et musikalsk og sanseligt univers
for alle børn og voksne
Musiksanseriets Jul
Musiksanseriet
YouTube
Koncerter
Lidt mere om os?
Babyblues, lækre ørehængere, råswingende dansehits og afslappende lyttesange sætter rammen for Musiksanseriet. Der skal danses, svinges og snurres, og nydes en dejlig sansestund til vores musik. Sangene knytter sig altid til en relaterbar situation - det er musik til og for børnene, på deres præmisser.
Vores musikalske kerneværdier er i centrum og skal styrke de 0-6 åriges udvikling. For de mindste er musik, sansning og motorisk udfoldelse en treenighed. Musikken hjælper den motoriske-, sproglige-, emotionelle- og kognitive udvikling - de smelter helt naturligt sammen i Musiksanseriets univers.
Børnene bliver mødt, præcis hvor de er, og musikken er først og fremmest for dem. Vi drømmer om at videregive glæden til musikken og inspirere børn, forældre og fagpersonale til at synge, danse, lytte og opleve musikken med hele kroppen og hjernen.
Hvert år spiller vi over hele landet og mere end 24.000 følger med på Instagram til musikalske hverdagstips og refleksioner om børn og voksne. Musiksanseriet vandt “Børnejazzprisen” til Danish Music Awards Jazz ‘23, og var nomineret til Carl Prisen '23 for “Årets Komponist Børne Musik”, samt i ‘22 nomineret til Børn i Byen Prisen for “Årets barselstilbud” og “Årets onlineunderholdning”, deruden i ’21 til “Årets Børnekulturpersonlighed” og “Årets online underholdning”.
Legekoncerter, musik, videoer,
instrumenter og meget mere
Det vi elsker…
Musiksanseriets univers til børn og deres voksne er sanseligt, legesygt, vedkommende og nærværende og tager altid udgangspunkt i vores musikalske kerneværdier:
-
Børn fortjener voksnes nærvær. Vores store ønske er, at vi med vores univers kan invitere til musikalske sansestunder, hvor nærvær og samvær er i højsædet.
Alle vores sange kan åbne sig for leg, hvor børn og voksne er lige: hvor børnenes verbale - og nonverbale initiativer bliver grebet, hvor den voksne giver sig hen til at være barn igen: at deltage i umiddelbar bevægelse, sang og dans.
-
Vi ønsker at lade børn og voksne sanse med hele kroppen: at den auditive sans styrkes gennem musikken og den taktile sans i mødet med mors- og fars krop, samt i mødet med de mange forskellige overflader på instrumenter, bolde og tørklæder.
Vi vil styrke børnenes grov- og finmotorik og deres sanseintegration generelt, når vi udforsker de 18 grundbevægelser. Igennem fokus på sansning ønsker vi at bidrage til en sund udvikling af børnenes følelsesliv, og at give børnene mulighed for at mærke deres omverden og navigere frit i den.
-
Vi mangler musikalske handlemuligheder i vores kultur. Musik påvirker børn positivt, og vi ønsker at give dem musikalske værktøjer til frit at kunne udtrykke sig. Vi vil være en del af deres musikalske opdragelse, berige deres indre liv og fremme kreativ udfoldelse gennem musik og bevægelse.
-
Det kan lyde stort - Vi vil give alle børn værdi, styrke deres identitet og selvbevidsthed. Vi ønsker at være nærværende, lytte og rumme dem. Børnene skal lære at udtrykke sig, lytte og samarbejde. Vi ønsker at give dem de bedste betingelser for at navigere i verden.
-
Vi skriver musik af høj kvalitet til børn. Vi har sange til de mindste, der gradvist introducerer dem for mere kompleks musik. Uanset din musikalske erfaring kan du deltage og bruge fx blot to toner på et klokkespil til “Goddagsang”. Lad dig begejstre af musikkens umiddelbarhed og lad den flyde gennem din krop.